Når den lille sti føles uoverskuelig – om mental ”overload” hos forældre

Der er dage, hvor selv de mindste skridt føles som bjergbestigning. Hvor opvasken stirrer vredt, børnene græder uden grund, og din egen indre stemme er blevet så lav, at du knap nok kan høre den. Du prøver at være nærværende, kærlig, overskudsagtig – men det hele føles som et pres, der ikke vil slippe.

Mental "overload" er ikke bare træthed. Det er følelsen af at være fyldt op til kanten. Af at skulle rumme alt og alle, mens du selv står med tomme hænder. Det er, når den lille sti – den du plejede at gå med lethed – nu føles snørklet, stejl og uoverskuelig.

Men du er ikke alene. Og du er ikke forkert.

Når nervesystemet er overbelastet, lukker kroppen ned for det, der ikke er akut. Kreativitet, nærvær, glæde – de gemmer sig bag overlevelsesstrategier. Du bliver effektiv, men mister dig selv. Du bliver praktisk, men mister kontakten. Du bliver "mor" eller "far" – men glemmer mennesket bag.

Små skridt tilbage til kontakt

Du behøver ikke være rolig hele tiden. Du behøver ikke være overskudsagtig. Du skal bare være villig til at vende tilbage. Til dig selv.

• Når du mærker, at du er ved at miste dig selv, så stop op. Træk vejret. Læg hånden på dit bryst.
• Sig højt: "Jeg er lidt presset lige nu – men det handler ikke om dig."
• Giv dig selv lov til at være menneske, dine børn tager ikke skade af at blive afvist en gang i mellem.

Når vi tør vise vores sårbarhed, lærer vi vores børn, at følelser er okay. At man godt må have en dårlig dag – og stadig være elsket.

Så hvordan finder man tilbage?

Ikke med de store planer. Ikke med endnu en to-do-liste. Men med små, bløde skridt.

• En dyb vejrtrækning, hvor du mærker din krop.
• En kop te, du drikker langsomt – uden at gøre noget imens.
• En lang gåtur i det fri, hvor du langsomt slipper tankerne.
• Et øjeblik, hvor du lægger hånden på dit hjerte og siger: "Jeg er her."

Det handler ikke om at gøre noget. Det handler om at være med dig selv og med det, der er. Du har måske fortrængt – men som stadig bor i dig.

Når du begynder at lytte til dig selv igen, begynder stien at ændre sig. Den bliver ikke nødvendigvis bredere. Men du går den med mere ro. Mere kontakt. Mere dig.

Og det er mere end nok.