Tilstrækkelighed – når “godt nok” aldrig føles helt nok

Kender du følelsen af, at ligegyldig hvad du gør, så bliver det modtaget forkert og aldrig rigtig godt nok? Du har lyst til at skrige, råbe eller græde, for alt hvad du gør, bliver modtaget med kritik, bebrejdelse eller vrede. Du har lyst til at løbe væk eller rive dig selv i håret.

Når kollegaen lægger dig på is, fordi du ikke har leveret til det aftalte tidspunkt eller netop har leveret, men ikke synes det er godt nok. Når din partner ikke mener, du lever op til kravene for et parforhold eller du har forsøgt at deltage med dine bedste intentioner, men alligevel ikke godt nok. Sværest er det når det kommer fra dine børn. "Hvorfor henter du mig tidlig i børnehave eller hvorfor henter du mig aldrig tidlig som de andre børn?" ."Hvorfor må de andre børn få lige hvad de peger på og hvorfor må jeg aldrig få noget?". "Hvorfor må de andre børn have legeaftaler, men jeg må aldrig?".

Du tænker sikkert "Gud hvor er det kompliceret at være en tilstrækkelig forælder", og måske drømmer dig tilbage til den gang hvor du bare var dig selv. Bare rolig, det er helt normalt!

Hvornår er jeg en god nok mor eller far? Som forælder sniger spørgsmålet sig ofte ind – nogle gange stille, andre gange meget insisterende:

• Gør jeg det godt nok?
• Burde jeg gøre mere?
• Gør andre forældre det bedre end mig?

Måske dukker tankerne op, når du scroller på sociale medier. Når du henter dit barn sidst i institutionen. Når madpakken ikke er hjemmelavet, eller når du mister tålmodigheden efter en lang dag. Og måske følger der straks en følelse med af utilstrækkelighed. Jeg har ikke glemt hvor svært det var at være småbørnsmor. Meget ung og uerfaren alenemor med to små børn, fuldtidsarbejde og ingen bil de første par år. Wow….det var vildt og udfordrende, men også gjort mig til den jeg er i dag. Noget af det der især fyldte hos mig var, hvordan jeg skulle klare de økonomiske forhold som alenemor. Jeg var konstant ræd for ikke at have penge nok til de faste regninger. Min husleje var dyr i forhold til min løn og tog et ordentlig indhug i mit rådighedsbeløb. Jeg brugte nærmest ingen penge på mig selv, gik i mit tøj til det ikke kunne mere, syede det om eller arvede nogle gange fra nogle veninder. Skoene blev trådt ned til de simpelthen ikke kunne mere, børnenes sengetøj syet om af voksent sengetøj, arvede fra hinanden og andre børn, men en ting jeg særligt husker var, at jeg var glad, positiv og følte mig tilstrækkelig nok til at kæmpe videre. Senere i livet oplevede jeg det igen – at blive alenemor nu med 3 børn, men denne gang var det anderledes. Jeg var ikke bange og utryg, økonomien var sundere og det var mit overskud også. Jeg havde jo ikke drømt om, at det ville ske to gange indenfor nær fremtid.

Hvem stiller egentlig kravene?

Der er mange forventninger til forældre i dag. Vi skal være nærværende, engagerede, rolige, stimulerende, konsekvente – og samtidig effektive, arbejdende og nogenlunde veludhvilede.

Nogle krav kommer udefra. Men ofte er de hårdeste krav dem, vi stiller til os selv.
Vi sammenligner os med andre forældre – og glemmer, at vi kun ser glimt af deres virkelighed, ikke helheden. I dag spejler vi os i hinanden på Facebook, Snapchat og Instagram opslag, om hvem der har haft mest overskud til at bage pandekager til morgenmad, været en tur i legeland med hjemmesmurte madpakker og 2 af naboens børn, bestilt 4 ferierejser til udlandet og meget andet. Vi bliver så påvirket af hvad andre gør, og glemmer total at kigge ind i egne rammer. Hvis naboen har fået nye havestole, jamen så skal vi da også have, eller hvis de har fået ny bil, jamen så kan vi sgu da ikke køre rundt i vores gamle spand – ja det er jo nærmest pinligt. Eller kollegaen der sidder og fortæller at de brugte hele weekenden på et romantisk weekendophold og de overskudsagtige bedsteforældre tog alle ungerne fra fredag til søndag, ja så var det lige at de trak den i ørene og handlede ind på vejen hjem, så var den jo klaret, men overvejede ikke om de stakkels bedsteforældre havde følt sig tilstrækkelige bagefter.

Tilbage til kravene, dem var vi lige ved at glemme. Her falder mine tanker tilbage til da jeg selv fik teenagebørn, men hurtig drømte tilbage til den gang, de var små. For det var godt nok hårdt, udfordrende og ved at slå mig ud flere gange. Jeg havde hele tiden tænkt, når mine børn kom dertil, så ville det ikke blive så udfordrende for mig, som jeg så andre havde det, for jeg var overbevist om, at mine børn var opdraget i "frihed under ansvar" og med en fornuftig tilgang til livet og hvordan man opførte sig hjemme og ude. Jeg har ædt mine ord i mig utallige gange, ja nogle gange haft lyst til at pakke en taske og sige "hasta la vista". Mine søde små børn udviklede sig fuldstændig naturligt til at blive nogle søde og kønne teenager, men også nogle små djævle. Nu handlede det ikke mere om mig og mine behov, men deres. De frasagde sig alt ansvar, udfordrede verden, mig og ikke mindst dem selv. Helt efter bogen!

Gradvis imens de udviklede sig og de to mindste børn også blev teenager, voksende jeg som forældre med opgaven. Når noget blev svært for mig, var det værd at stille spørgsmålet: Er det her et krav, mit barn har – eller et krav, jeg har taget på mig? Denne sætning har hjulpet mig mange gange i min forældrerolle, og jeg bruger den stadig selvom de er blevet voksne og selv blevet forældre. For selvom de er blevet voksne, har jeg erfaret, at de stadig vækker følelsen af tilstrækkelighed inden i mig. De er stadig som små børn nogle gange, der stadig vil have omsorg, kærlighed og ikke mindst min tid i ubegrænset mængder, både til dem selv men også deres egne børn. Det kan være svært at være tilstrækkelig!

Jeg tænker tit, kan jeg gøre noget anderledes?

Mange forældre leder hele tiden efter forbedringer: bedre rutiner, mere kvalitetstid, færre konflikter, mere overskud. Men nogle gange handler det ikke om at gøre flere ting anderledes – Måske handler det om at:

• acceptere, at man ikke kan være nærværende hele tiden.
• huske, at børn ikke har brug for perfekte – men ægte forældre.
• give sig selv samme rummelighed, som man giver sit barn.

At være tilstrækkelig betyder ikke, at man aldrig fejler. Det betyder, at man bliver, reparerer og prøver igen. Vi spørger ofte os selv, hvordan vi kan optimere, forbedre og justere. Men sjældent spørger vi:

• Hvad ville der ske, hvis jeg ikke gjorde mere – men mindre?
• Hvad hvis jeg accepterede, at det jeg allerede gør, faktisk er tilstrækkeligt?

Tilstrækkelighed handler ikke om ligegyldighed eller lavere ambitioner. Det handler om at finde et sted, hvor indsats og trivsel kan sameksistere. Hvor det ikke altid er nødvendigt at presse sig selv til kanten. Når "godt nok" bliver en styrke i sig selv og den særlige ro i at kunne sige: Det her er godt nok for mig – lige nu. Ikke som en undskyldning, men som en bevidst beslutning.

For når vi hele tiden stræber efter mere, risikerer vi at miste forbindelsen til det, vi allerede har opnået – og til os selv undervejs. Sådan er det også at være forældre. Man bliver aldrig de perfekte forældre, man bliver den man er, man er et menneske med følelser og sjæl, perfekthed eksisterer ikke og er en illusion. Det er faktisk skræmmende ikke at kunne huske ens fortid så meget, fordi man hele tiden har stræbt efter andet og mere, men ikke rigtig hvilet i det man allerede har. I dag ville jeg have ønsket for mig selv, at jeg var stoppet lidt op i mit eget liv, for at reflektere over hvilken vej jeg var i retning mod, i stedet for hele tiden kigge over på naboen, kollegaen eller veninderne.

Når "godt nok" faktisk er godt nok

For børn er "godt nok" ofte meget mere enkelt, end vi tror. Børn har ikke de samme livserfaringer endnu, og derfor er deres krav anderledes end med voksne. For dem kan det det være så enkelt at:

• blive mødt, når det er svært.
• føle sig elsket – også når man er vred.
• have tillid til processen og til den voksne.
• at opleve, at relationen er stærkere end fejlen.

Børn lærer ikke af, at vi er perfekte. De lærer af, hvordan vi håndterer det, når vi ikke er det. Jeg har ofte i mit liv erfaret, at forældre har en tendens til at skjule sandheder og tilbageholde viden overfor børnene, fordi de ikke ville tabe ansigt og fremstå perfekte. Det har de selvfølgelig haft deres årsager til, men jeg har også erfaret hvad der sker, når man fortæller børnene sandhederne. Ofte er det endt i en dialog om livsemner, hvor jeg i brug af "børnenes sprog" har talt med dem, om det der sker omkring dem og som de har en aktie i. Jeg har selv oplevet, at mine forældre har taget store voksenbeslutninger hen over hovedet på mig, så jeg har fået nogle kæmpe chok i min opvækst, bare skulle makke ret og ikke stille spørgsmål. Men tilbage har der siddet en lille pige, men en skov fuld af uforløste spørgsmål til dem og livet, og som jeg har brugt det meste af mit voksenliv på at forstå. Dermed siger jeg ikke, at jeg er perfekt, for jeg har også udsat mine børn for dumme voksenbeslutninger, som ikke altid var helt gennemtænkt.

Hvornår er nok – nok?

Måske er "nok" det tidspunkt, hvor du stopper op og spørger dig selv:

• Hvad ville jeg sige til en ven i samme situation?
• Hvad ville jeg sige til mit barn, hvis det følte sig utilstrækkeligt?

Ofte er svaret mildere, mere kærligt og mere realistisk, end den stemme vi bruger over for os selv. Tilstrækkelighed som forælder er ikke et endemål. Det er en øvelse. En påmindelse. En tilladelse til at være menneske – midt i forældreskabet. Men det er også et opråb om at finde dine egne grænser for hvornår nok er nok, hvornår du ikke vil være med mere.

Afrunding til læseren

Måske du kan bruge disse ord til at påminde dig selv om, hvor din tilstrækkeligheds grænse går til, om du kan gøre noget anderledes for at hjælpe dig selv.

Har du børn, så er dit barn/børn måske ikke afhængigt af, at du gør mere – men af, at du tror lidt mere på det, du allerede gør.

Hvilke krav kunne du skrue lidt ned for – hvis du turde?

Hvordan ville dit liv se ud, hvis "god nok" fik lov at være godt nok?

Måske er du allerede mere end god nok.